mandag den 17. september 2012

Rød/orange akrylmaleri med sort- og hvidternet girafhals

Hmm, ja. Det er ikke altid til at vide, hvad der har været tænkt på, når noget er blevet lavet.
Og ét af spørgsmålene fra børnene, da de så billedet herunder, var bl.a., om det var '...med sort- og hvidternet girafhals' :o)


Jeg ved såmænd heller ikke, hvad det lige skal forestille...Indrømmet ;o) Men har bare hygget mig med farverne og leget med dét, at det ternede motiv fortsætter både over og under selve forsiden. Det synes jeg, er en sjov ting og tilfører noget ekstra til et maleri. Dimensionerne på ovenstående er H20xB20xD4cm.

Det hænger sammen med en samling af både børnenes og mine malerier, genbrugsrammer (endnu uden indhold) samt Ikea spejle med brede trærammer. Genbrugsrammerne og Ikea spejlene har alle fået en omgang sort akryllak fra Panduro.


Selvom billedevæggen hér endnu ikke er færdig, er jeg rigtig glad for den. Den indeholder minder (det lyder nærmest højtideligt) om skønne timer, hvor vi har siddet og hygget og snakket om alt muligt imens, der er blevet kreeret noget farvestrålende. Det er tanken, at jeg i genbrugsrammerne (som jeg ovenikøbet fik med rabat*) vil have nogle af børnenes fine og finurlige tegninger fra deres børnehavetid.

*) Købte 10 stk. Det blev 100 kr. Når man købte for 100 kr eller derover fik man automatisk 25% rabat den dag. Så jeg fik 10 fine rammer for 75 kr.

Ha' en dejlig mandag aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

TAK fordi du læser med.
Jeg bliver altid glad for en kommentar - det er så dejligt motiverende.
Det er ikke sikkert, jeg får svaret. Men du kan være helt sikker på, at jeg værdsætter det.