lørdag den 30. december 2017

Giv en flaske vin som værtindegave til nytårsaften.

Hej med jer :)

Håber i har haft en fantastisk jul, med masser af dejlig hygge med familie og venner. 

Så er det jo lige om lidt årets sidste dag, og for mange betyder det en festlig aften i byen.
Ofte får man lige taget en vin under armen, på vej ud af døren, som værtindegave, men hvorfor ikke lige gør lidt mere ud af det, det tager ikke så lang tid :)

Et vintag gør underværker og jeg synes det viser man sætter lidt mere pris på den tid værtinden har brugt på forberedelserne til aftenen. 


Det tager ikke så lang tid lige at samle dette simple tag. Jeg har skåret taggen og champagneglassene på min Silhouette Cameo, men jeg linker til nogle dies der ligner nederst i indlægget.

Nogle stjerner, 2 champagneglas og en hilsen og så er den hjemme. 


 Teksten 'godt nytår' har jeg skrevet på computeren og bagefter har jeg standset det ud med en die i Big Shotten. Jeg synes ikke selv jeg skriver så pænt, så jeg bruger ofte denne metode med at printe en tekst og standse ud, når jeg skal bruge en tekst jeg ikke har som stempel.  



Det var hvad jeg havde at vise for denne gang. Håber i fik lidt inspiration til en hurtig værtindegave. 

Rigtig godt nytår til jer alle...

Tak fordi I kiggede med og på gensyn :D

//Kristina

Materialeliste:



søndag den 24. december 2017

Rigtig glædelig jul



Så blev det endelig den 24. december. Den sidste kalenderlåge er åbnet og julefreden har sænket sig.
Herhjemme står den både på jul OG ikke mindst: Fødselsdag for Theis, der i dag fylder 13 år. TILLYKKE!


Indlægget i dag kommer ikke til at handle om forslag til indpakning, kort eller små krea-gave-forslag.
I dag vil jeg bare vise et lille stemnings-borddæknings-billede, som forhåbentlig oser lidt af både jul og fødselsdag.
Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige en KÆMPE STOR TAK til alle jer, der følger med herinde og beriger og motiverer med søde kommentarer til både mig og mit dejlige design team (...som jeg er så PAVESTOLT af og elsker for deres alsidighed i kreativiteten!).

Jeg har lavet en lille flagguirlande, som jo både kan bruges til fødselsdage og som mange også har på træet.
Den er lavet med rødt karton og udstanset med den store die fra dette Dixi Craft sæt, jeg designede i sommer. De hvide streger er lavet med gel roller pen, som er super god til mørke overflader.
Hver udstanset banner er først dekoreret med de hvide streger og efterfølgende foldet på midten. Klemt sammen omkring snoren (fra gemmerne) med dobbeltklæbende tape...voila, så er der lavet flag ;-).


Til både pynt og servietholder har jeg stanset nogle smukke snefnug ud i halvmat sølvfarvet karton.
Selve ringen er 13½cm lang og 1½cm bred. Den er klipset sammen med hæfteklammer.
Det største snefnug er dekoreret med endnu en udstansning (den største fra dette sæt). Endelig er midten af stjernen dekoreret med en masse små matsølvfarvede halvperler i hhv. 3 og 5mm.

Som pynt til bordet, kan de resterende snefnug drysses lidt ud på dugen.

Vi har fået nye rødvinsglas - dem vi havde fra vores bryllup var blevet frygteligt grimme af glaspest - så jeg vil glæde mig til at nyde det glas vin, der lige nu er hældt op i glasset for billedestemningens skyld. Altså, det holder nok ikke helt frem til julemiddagen. Jeg tænker, at det vil blive nydt umiddelbart efter, at dette indlæg er skrevet og lagt til udgivelse lørdag aften ;-).

Herunder lidt flere billeder.





Med ønsket om en rigtig glædelig jul.
De kærligste hilsner fra Anette




lørdag den 23. december 2017

Genbrug af gamle juletræskugler

Mit projekt i dag er lavet på 3 gamle juletræskugler. Det er en lidt lang og "grisset" proces, men til gengæld super hyggelig at lave og resultatet er bare så fint! Sjov måde at give nyt liv til gamle juletræskugler.



Fremgangsmåde:

  • Find et par gamle juletræskugler - om det er plast eller glas er ligegyldigt.
  • Krøl stykker af silkepapir og lim disse på kuglerne. Endelig ikke med en perfekt overflade. Det flotte resultat kommer bedst frem, når der er lidt struktur at arbejde videre på. 
  • Når kuglerne er tørre, lægges et lag gesso på. Lad tørre igen. Brug evt. varmepistol. 
  • Læg nu et lag af crackle paste på kuglerne. Det skal ikke lægges "pænt" på - og det behøver ikke være på hele kuglen. Har du ikke crakle paste, så er jeg sikker på, at der kan bruges en god struktur paste i stedet for.
  • Før det er helt tørt duppes patina "guldstøv" på. Lad derefter kuglerne tørre, gerne af sig selv. Krakeleringen bliver bare flottest uden hjælp fra varmepistolen, synes jeg.
  • Når kuglerne er tørre duppes patineringsvæske på kuglerne. Brug gerne et mix af alle 3 væsker fra pakken. Ha' tålmodighed med tørringen. Faktisk vil jeg sige, at man bør lade dem tørre natten over for bedst resultat. Hvis ikke man er helt tilfreds med patineringen, kan man duppe lidt lim på, duppe "guldstøv" på og derefter patineringsvæske. Det er et tålmodighedsarbejde, men det er værd at lægge tiden i det.
  • Jeg har pynt med glitter, en fin blonde om "maven" og et silkebånd til ophæng.




Materier:


Det var mit sidste bidrag på bloggen for i år. Jeg glæder mig til at vende tilbage i 2018 med nye projekter, som forhåbentlig vil inspirerer jer.

Rigtig glædelig jul og godt nytår

Jytte

fredag den 22. december 2017

Køleskabsmagneter - Endnu en nem gaveidé


Det varer ikke længe, før 2017 er slut og et nyt og friskt år kan begynde.
Lige nu står den selvfølgelig på jul for de flestes vedkommende og umiddelbart derefter (formentlig) både status, oprydning og rengøring, så man er klar til at springe ind i det nye år, hvor der er styr på sagerne (i hvertfald i begyndelsen af året).

Med disse tanker i hovedet og inspirationen fra materialerne, jeg brugte i gårsdagens indlæg, har jeg lavet køleskabsmagneter, som har fået monteret små klemmer på bagsiden og derfor kan holde flere noter og lapper ad gangen.

Køleskabsmagneter er jo også et hyggeligt og nemt projekt at lave med børn, hvis der skal laves en lille gave til bedsteforældre eller andre, der bare lige skal have 'en bette ting'.

Her er jeg faldet for det smukke mønsterkarton og ditto tekster fra 13@rts.


Jeg synes, teksterne er smukke. Både i deres udtryk (skrifttypen, der er anvendt) og i selve tekstens ordlyd. Og jeg synes, det er skønt med den slags kærlige og glade remindere. Så hvorfor også ikke som magneter til køleskabslågen?

Materialeliste
Det mønstrede karton er fra denne lækre blok.
Teksten er fra dette stickers ark (transparente stickers med mat sort tekst).
Lim
Magneter (gode og stærke, så magnet m/indhold ikke hele tiden dratter ned pga. vægten fra noterne/lapperne).
Skæremaskine

Klemmerne er fra gemmerne tilbage fra da jeg producerede masser af den slags magneter sammen med børnene. Den gang lavede vi dem med pynt af mosgummi ;-).
Nu er de blevet så store (13 og 16 år), at jeg kan holde den slags 'barnlige' produktioner for mig selv.







Som sagt endnu en nem og fin lille gaveidé her på falderebet inden juleaften.

Med ønsket om en rigtig dejlig fredag.
Kærlig hilsen Anette

torsdag den 21. december 2017

Juleferien nærmer sig - tid til hygge og afslapning


Aaaahh,- det begynder så småt at 'lugte' lidt af juleferie i det lille hjem.
Herhjemme er "Ferietid" - særligt for min mand - lig med "Læsetid". Og når min mand læser, så slapper alle vi andre også af ;-). Han har altid været 'sådan én', der ikke kunne slappe af ret længe ad gangen, før der skulle ordnes ét eller andet, så man atter kunne 'gøre sig fortjent' til en ny pause.

Men for et par år siden opdagede han, hvor godt han egentlig slappede af ved at fordybe sig i gode krimier. Og DET gav altså en dejlig ro herhjemme for os andre, der SAGTENS kan lave 'ingenting' i lang tid ad gangen ;-). En anden god ting er, at der nu pludselig også er kommet andet end 'strømper, underbukser og T-shirts' på hans ønskesedler ;-).

Men netop ferietiden, som herhjemme er læsetid, har inspireret mig til at få lavet nogle nye bogmærker. Og det viste her er vist af den mere feminine slags.

Materialeliste
Det mønstrede karton er fra denne lækre blok.
Teksten er fra dette stickers ark (transparente stickers med mat sort tekst).
Vellum
Stempel med fjer
Dies, der matcher ovenstående stempelsæt
Embossingsværte
Embossingpulver
Dobbeltklæbende tape
Varmepistol
Stansemaskine
Skæremaskine

Træperle, snor og eyelet er fra gemmerne.

Selve bogmærket måler 15x5cm + det ekstra af lamineringsplastikken, der stikker ud over kartonen.
Bagsiden har et tilsvarende stykke mønsterkarton, så det også ser pænt ud på bagsiden.
Tekst stickers er gnubbet godt på, inden bogmærket blev kørt igennem lamineringsmaskinen.





Et bogmærke er jo også en sød, nem og personlig gave til læsehesten.
Så mangler du lige den allersidste gave, så KUNNE et personligt bogmærke være en mulighed?

Med ønsket om en rigtig dejlig torsdag.
Kærlig hilsen Anette

onsdag den 20. december 2017

Nemme gavemærker

Hej

Nogle julegaver bliver der gjort lidt ekstra ud af men derfor kan det sagtens gøres nemt og hurtigt.

Jeg bruger Dixi Crafts tag die som mærke og har stanset snefnug i mat sølv karton. 
Mama elephant har et super skønt stempelsæt med små tekster som kan bruges hele året rundt, og derfra har jeg brugt Merry christmas stemplet. Når jeg skal stemple tekster bruger jeg oftest sort sværte fra Archival ink 








Det er så lækkert at dette tag har et stort øje, så der er plads til både brede bånd og blonder.



****************************************************************











God jul

***Gitte***


tirsdag den 19. december 2017

Gaveæske vejledning

I dag viser jeg endnu en gaveæske til chokolade. I julen har vi, som så mange af jer sikkert også har, tradition for at spille pakkespil med familien, når vi samles til julefrokosterne.
Jeg har lavet denne gaveæske til en plade chokolade til et af pakkespillene.


Jeg har brugt The Crafty Owl Box Buster til at beregne str. på mit karton. Ligeledes kan jeg vha. denne udregner hurtigt finde ud af, hvor der skal punches og scores med mit Envelope Punch Board.

Som I kan se er æsken lavet til en plade Kims Chokolade.
Jeg har målt chokoladepladen til: H: 12mm, D: 190mm og W: 95mm.
Indsættes disse mål i Box Buster, så når den frem til at mit papir skal måle 24x24cm.
Basen er skåret ud i kraft karton.
Der skal punches og scores ved 7,8 og 9,5 cm.
Bemærk at målene går ud over punch-boardet, hvorfor du skal være forsigtig med at score til kanten, da du let kan komme til at perforere papiret, hvis du trykker for hårdt. Papiret vendes, så du kan møde din scorelinie fra den anden side.

Du kan måske hente lidt hjælp fra illustrationerne fra tidligere indlæg her:
Mønsterpapiret (træstruktur) måler 9,1x18,7cm.
Mavebæltet er lavet af et stykke 8,5x25cm mønsterkarton. Det er scoret ved 6,4-7,7-17,4-18,7cm.





Jeg har brugt flg. materialer:

Papir/karton:
Glitterkarton i sølv

Dies:
Cheery Lynn Poinsettia strip die

Øvrigt:

Blomsterne er lavet i Foamiran skum og hampsnøren er fra gemmerne.

Tak for besøget. Du ønskes en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Julekram fra
Anne-Mette









mandag den 18. december 2017

Man må bruge det man har...

Jeg ved Anette har en - måske flere - "Toppers" Bla. Avery Elle treat bag topper. Den er rigtig fin - og kan bruges på flere måder. Heldigvis ved jeg også, at Anette sætter pris på, at  de ting vi har købt kan bruges til mere end en ting. Det er fx. tilfældet her.


Jeg har brugt rektangulære dies fra Nellie Snellen med afrundede hjørner. Først stansede jeg med den største die. Derefter med den mindste fra sættet, som jeg brugte til at lave hullet i midten.
(Ideen med rensdyr-næser har jeg set på Pinterest. Selvfølgelig.... hvor ellers :-) )

Rensdyret er fra sættet Jingle all the way.



På billederne herover lavede jeg en mindre udgave til en pose med gavemærker. Dette blev gjort med en delvis udstansning - dvs- jeg forkortede skærefladen på henholdsvis den store og den lille die. Dette gøres ved at skærepladerne kun dækker die'en der, hvor jeg ønsker den skal skære. MEGET svært at forklare med ord synes jeg :-) Hvis du ikke kender teknikken og ønsker at lære det så skriv i en kommetar nedenunder, så skal jeg forsøge at vise med billed serie :-)


Som det ses på billederne har jeg brugt forskellige alfabet stempler. Blandt andet fra Concord&9th og og Altenew. (Gavemærkerne er forøvrigt lavet med dette lækre die sæt fra Lawn Fawn)

.Håber du kunne bruge inspirartionen og jeg ønsker en dejlig uge - her den sidste uge op juleaften
Anne-Mette/gallerilarsen

søndag den 17. december 2017

Julekort på falderebet

Det er ved at være absolut sidste udkald for julekortene i år. Det er i dag, du lige akkurat kan nå at lave de sidste og få dem sendt, hvis de skal nå frem til jul - sidste frist for almindelig brevforsendelse er efter sigende i morgen.

Jeg har lavet et forholdsvis simpelt kort til inspiration. Hvis du er kommet lidt sent i gang med julekortene, så send en nytårshilsen i stedet for. Jeg sikker på, at et håndlavet kort vil bringe glæde - både før og efter jul.



Til kortet her har jeg brugt følgende materialer:
Hvidt karton
Echo Park, A perfect winter, 6x6
French Pastry doily die, Cheery Lynn
Dixi Craft, hjerte die-sæt
Dixi Craft, glædelig jul/godt nytår stempelsæt
Versafine sværte, Smokey Gray
Røde rhinsten

Rigtig glædelig 3. søndag i advent.

Mange kærlige julehilsner
Jytte