lørdag den 26. januar 2019

Baser med Distress Oxides

Hej alle sammen.
I dag er det ikke et færdigt kort det skal handle om, men baser.
Det tager tid at producere et færdigt kort og hvis man som mig ofte skal bruge en masse ting til kortet kan det også gå hen og blive rodet :P

Så jeg synes det er rart at have en masse baser klar som bare lige kan afsluttes, måske med en tekst die og et par klatter nuvo drops.

Jeg har brugt 2 forskellige skønne stempler. De er heatembosset med hvid embossing pulver og bagefter har jeg sværtet med forskellige farver distress oxide inks. Til slut har jeg plasket lidt vand over og hurtigt duppet med køkkenrulle.

Og det var det. 8 stk dejlige kortbaser klar til at blive pyntet til enhver lejlighed :)

Og nu spammer jeg jer lige med nogle billeder :P
















Oxides kan godt ligge sig som en lille hinde ovenpå embossingen, men det tørres nemt af med en vådserviet :)
Denne teknik kan selvfølgelig også bruges med de almindelige distress inks, det giver bare et andet udtryk :)

Håber I kunne lide mit lille baseindlæg.

Hilsen Kristina

Materialer:

Distress Oxides
Mandala stempel
Hvid embossingpulver
Embossing pad

lørdag den 19. januar 2019

Kort med gavekort


"Jeg ønsker mig et gavekort til...". "Årh nej", tænker man så. For der er skisme ikke noget mere kedeligt at give i gave end...GAVEKORT...vel?!

Jeg ELSKER at få gavekort. Men jeg ved også, at mange (mig selv inklusive faktisk) synes, det er en kedelig og halvtam ting at give. Også fordi mange af dem ikke er særligt pæne. Nogle gange er de endda bare en kedelig bon, som er pakket i en kuvert...æv! MEN, det ændrer jo ikke på, at jeg som sagt elsker at modtage dem ;-). Med nogle af de nye ting fra Simple and basic håber jeg, at andre end jeg selv nu kan finde en GLÆDE ved at give gavekort.

Sidste weekend havde jeg fornøjelsen af at præsentere endnu en ny Simple and basic kollektion hos HobbyGros - 9 stempelsæt og 14 sæt med forskellige dies. Et par af dem er anvendt på dagens to kort.

Tre af de nye Simple and basic ting, som er anvendt på de to kort er disse her:

  

En zipper die har været voldsomt populær de sidste par år og findes hos flere producenter (Mama Elephant, My Favorite Things m.fl.). Men de har typisk kun været ca. 1½cm høje. Så når modtageren af eksempelvis et gavekort har skullet fiske kortet (eller pengesedlerne) ud af den smalle sprække, så har det oftest resulteret i, at hele kortet nærmest er splittet ad bagefter. Og som ærekær scrapper/kortmager kan det altså godt gøre lidt ondt at se ens pæne kort blive molestreret på den måde. Derfor har jeg designet denne HØJE zipper die, som måler hele 6,8cm. i højden.
Det betyder, at modtageren kan få gavekortet (eller pengesedlerne) ud af sit 'skjul' på en knap så voldsom måde. Bevares, åbningen kan ikke lukkes igen - men kortet er hverken flænset eller sønderrevet bagefter.

Den nye zipper har mål, der lige nøjagtigt dækker gavekort-shaker-sættet fra My Favorite Things, som jeg har anvendt på forsiden af begge kort (Gift Card Window and Frame samt Gift Card Pouches).

De interaktive tekster har længe eksisteret på engelsk, og mange har efterspurgt nogle tilsvarende på dansk - Nu er de her i en lidt større skriftstørrelse, så de passer bedre til den høje zipper...Men naturligvis små nok til stadig at passe ind i både Mama Elephant og My Favorite Things zipper'ne ;-).

Gavekort tekst dies har der også været en pæn forespørgsel på - begge er i et format, så de passer ind i både flasketag die'en og gavetag die'en, som kom i 2018, samt til den nye tag til gavekort.

Alle tingene har jeg så vidt muligt forsøgt at lave i formater, så de passer på kryds og på tværs med eksisterende produkter fra både Simple and basic OG andre mærker. Jeg kan nemlig godt li', når tingene kan mikses, så der kommer 'flere kilometer' på det enkelte produkt, og man derfor kan glædes over at få endnu mere gavn af tidligere indkøbte produkter.

Nå - det var en længere smørre. Herunder et par billeder af de to kort, som begge er lavet med mønsterpapir fra det smukke 'New Moon' fra Piatek Trzynastego.



Det grårosa kort er lavet som et shakerkort, med hjerter stanset ud i ark fra den smukke 'Moonlight & Rose' blok fra Tonic.
Den sølvfarvede glitterkarton er fra Craft Consortium, og er både SMUKT og DRYSSEFRIT...Yay!

Når forsiden lige vippes op, kan du se et gavekort (af den købte slags til City Foreningen i Herning), der titter frem. Åbningen er så høj, at et gavekort bare kan stikkes ind bag flappen, når hele kortet er samlet.
Som det lige anes på kortets nederste halvdel har jeg for finessens skyld lagt et ekstra lag på med skrivefelt i samme farve som kortets base. Skrivefeltet er stanset ud med dette sæt.

Det blågrå kort har tekst og ramme stanset ud i den lækre og halvmatte sorte karton fra Tonic.

Også her har jeg stanset et skrivefelt ud i samme farve som kortets base.
Her er der også anvendt en af teksterne fra de interaktive tekster-sættet.

Til messen hos HobbyGros havde jeg desuden lavet disse kort som forslag/idéer til anvendelse af bl.a. zipper die'en.

Gavekort tekst sæt (stempler)...p.t. udsolgt og forventes på lager igen 24. januar 2019.



Det var en længere omgang...Sorry ;-).
Jeg håber, du er blevet inspireret og kan se idéen i 'den-dersens-underlige-die-dims', som jeg har designet. Men den er - som beskrevet og vist - beregnet til at lave (og skjule) gavekort, så de bliver lidt sjovere både at give og modtage. OG så er den lavet, så den kan bruges sammen med eksisterende produkter fra andre mærker, hvilket jo også er gældende for de to andre Simple and basic ting, jeg startede med at vise i toppen af indlægget ;-).

Med ønsket om en rigtig dejlig lørdag.
Kærlig hilsen Anette

lørdag den 12. januar 2019

Kort med matchende kuvert

Dagens kort er lavet med de skønneste papirer fra Piatek. Det brand skuffer bare aldrig - og jeg er totalt forelsket i nærmest hver eneste af deres serier, "When we first met" er ingen undtagelse.

Jeg har lavet et fødselsdagskort med en matchende kuvert til. Kuverten er bare lige den der lille, lækre detajle, som sætter prikken over i'et.


Kortbasen er lavet på hvidt linnen karton, som er skåret en smule bredere, end jeg plejer at gøre til kort. Synes de smukke papirer fortjente lidt ekstra plads - og når nu man kan lave sin egen kuvert, så betyder målene jo ikke så meget. 

Blomstermotivet på forsiden er fra 12x12 blokken, bag blomstermotivet er der lagt et stykke mat sølvkarton fra den superlækre blok "Moonlight & Rose" og på selve kortbasen har jeg brugt et mere neutralt ark fra 6x6 blokken, "When we first met". 

Stemplet er et af Anettes egne, fra simple and basic serien.


Indeni har jeg pyntet med et af de flotte ark fra 6x6 blokken.


Nu er kortet jo lidt bredere end almindelig standardstørrelse, så jeg valgte at lave en kuvert selv. Den er lavet af et ark fra 12x12 blokken. Jeg er super glad for mit dejlige Envelope Punch Board, som jeg lynhurtigt kan lave en flot kuvert med.


Kortet er pyntet med nuvo drops og lidt glitter på de største blade.


Materialeliste:
Kortbase - Hvidt linnen karton
Piatek, When we first met - 12x12 og 6x6
Tonic Studios 6x6 blok, Moonlight & Rose
Stempel - Simple and basic, SBC002
Pynt -  Nuvo drops - Morning Dew og Earl Grey
Glitterpen - Spectrum Noir Sparkle Pen
Lim - Nuvo Deluxe Adhesive
Sværte - Versafine Onyx Black
Score- og punchboard - Envelope Punch Board

Ha' en rigtig god og kreativ dag - og tak fordi du kikkede med.

Jytte

lørdag den 5. januar 2019

Gaveæske med dobbelt slider-kort

Jeg vil starte med at ønske jer alle et godt nytår. Håber I har haft en dejlig juleferie. Det har jeg, og jeg har virkelig nydt at hygge med familie og venner.
I dag får i inspiration til et slider-kort med tilhørende æske, som kan bruges til et gavekort eller en pengegave. Den æske som jeg tidligere har designet til 10x10cm kort med kuverter passer perfekt til det tilpassede slider-kort, som jeg også tidligere har vist her på bloggen.
Derfor vil jeg ikke bruge en masse krudt på at beskrive fremgangsmåden igen, men i stedet linke til de to tidligere indlæg, hvor i finder mål og fremgangsmåde:






 



Jeg har brugt flg. materialer:
Studio Katia - Sequins Rose Gold
Bånd fra gemmerne.

Det var alt fra mig i dag. Håber I må få en dejlig weekend med tid til at være kreative.

Scraphilsner
Anne-Mette