Tænd et lys og tænk på én du holder af!

Mit bud på årets julekalender tager udgangspunkt i minder om hyggelige december dage med levende lys og nedtælling til Juleaften. En skøn tradition, som jeg i år har forsøgt at kombinere med en ide om at sende gode tanker til dem vi holder af og måske ikke tænker så meget på i en travl hverdag. 

Måske er de her ikke mere eller også er det andre faktorer som holder os adskilte. 


Nu til sagen, som idag er en smuk æske med 24 små juletræs-lys, en lille hjemmegjort stage og en æske tændstikker. Altsammen holdt i dejlige traditionelle julefarver.
Teksten "Tænd et lys hver dag og tænk på én du holder af" er blot én af flere gode tekster i det skønne stempelsæt der passer til Die-sættet som laver lys eller blyanter.
 

Æske, låg og den lækre julestjerne fra Tim Holtz er lavet i karton fra Florileges, det har en skøn tykkelse samt god overflade og styrke når der skal scores og laves skarpe folder på æske og låg. 


   

Her ser du måleskitsen til låget, samt hvordan jeg klipper op på hver side af scor-linjerne. Det gør jeg, for at der skal være plads til, at det dobbelte indvendige ombuk kan ligge pænt uden at bule. Jeg folder låget uden at lime, det foldede dobbelte lag inden i låget gør at det sidder fint fast på æsken uden at "låse".



Selve æsken laves efter ovenstående mål og rummer fint de 24 lys og en tændstikæske fra Ikea. Lysestagen lægger jeg ned i toppen med bunden opad, så kan den sagtens være der, men æsken kan selvfølgelig sagtens laves højere hvis der er brug for mere plads til en større stage. De øverste 2cm er til ombuk indvendig, her klipper jeg igen op på begge sider af scor linjen for at undgå at de buler/bølger. Det indvendige ombuk gør æsken mere stabil og robust.

        

Lysestagen har jeg lavet ved at lime 2 træstjerner sammen fig.2, rulle og samtidig lime én kartonstrimmel rundt om bunden på et af lysene fig.1. På den måde jeg får en lidt tykkere karton-ring ( det er kun lagene af karton strimlen som skal  limes sammen, ikke lyset, det bruger jeg kun for at få den rigtige størrelse) ringen limer jeg fast midt på stjernerne så lyset står sikkert men stadig kan skiftes hver dag. Til slut er stagen pyntet med bånd og sløjfe. På fig. 3 og 4 har jeg brugt et par købte træ figurer.  




Hvis du allerede nu sidder og har knap så pæne tanker om min lille hjemmelavede lysestage, vil jeg skynde mig at vedgå, at jeg er helt bevidst om den farlige cocktail, som levende lys og træ, pap og papir kan være. Derfor anviser jeg også kun denne mulighed hvis du er helt sikker på at modtageren af kalenderen vil bruge den på "sikker vis"  
Jeg følte mig egentlig ret overbevist om at sådanne små stager til juletræslys var nemme at få fat på... men enten er jeg for tidligt ude eller også laves de bare ikke så meget mere. MEN skulle jeg falde over nogen den nærmeste tid, så lover jeg straks at skrive det ind i dette opslag.!!










Jeg håber I er blevet inspireret til nogle lidt anderledes julekalendre, til hyggelige timer i scrap-hulen, -og en rigtig masse gode tanker til og om dem du holder af i dit liv.
Rigtig god fornøjelse

Gode tanker fra mig
Helene 🌷


Jeg har brugt:
Dies: Simple and Basic SBD077, SBD119, SBD177,
Create A Smile - Advent Numbers.
Sizzix Thinlits Tim Holtz 665579 Seasonal Sketch.


KARTON: Florigèges, 420002 BEIGE PAPYRUS, 420003 ROUGE CARMIN






Kommentarer