Nostalgisk julekort - Tips & Tricks - Og en vinder


Så'et søndag og som lovet det forsinkede indlæg. Samtidig også et par tips og tricks angående drilagtige dies OG selvfølgelig en vinder af forrige lørdags lille konkurrence. Se evt. med lige her.

Tidligere på ugen landede den lækre vinter-/juleserie fra Studio Light, Snowy Afternoon. Og det har kløet lidt i fingrerne på mig for at få lavet 'ét eller andet' med noget derfra, siden den kom.
Og her er så mit bud på et lille nostalgisk julekort. Helt enkelt, monteret på et 10x10cm kort, med en tynd ramme og et par udstansninger med en mistelten (...og så lige et par Nuvo Drops dutter ;-) ).

Motivet på det anvendte ark fra en af de to 15x15cm. blokke er så fint i sig selv, at det ikke kræver den store pynt for at være klar til brug på et kort. Og det er jo noget, jeg elsker: 'Smart-i-en-fart' :).


Sådan vinder du over de detaljerede dies, der driller
De tynde rammer, som er meget populære, har også indimellem givet anledning til korrespondance imellem kunder og mig, da rammerne kan drille i fht. at få dem stanset ud.

Herunder derfor et par råd til, hvordan det kan lade sig gøre. Og det er iøvrigt gældende for alle dies, som kan drille. Typisk detaljerede doilies og rammer som disse, hvor skærelinierne ligger meget tæt.

Imorges fik jeg en Messenger-besked fra en kunde, som var forbi i torsdags, da hun ikke kunne få sin ramme-die til at virke på SIN Big Shot. Hun havde medbragt SIN die, som virkede i MIN Big Shot. Jeg viste hende derfor, hvordan hun kunne gøre, når hun kom hjem. For die'en virkede jo, som den skulle...
Imorges sendte hun billeder af flot udstansede rammer, som hun nu havde held med at lave efter at gøre brug af et par af nedenstående råd. Det gjorde mig glad! Rådene gives derfor videre herunder, hvor jeg også fortæller, hvordan jeg selv havde 'pludselige' udfordringer i England ;-).

Da jeg i juni måned fløj til England, havde presset i min BigShot ændret sig siden jeg tog hjemmefra. Jeg tænker, at kufferten som den var i, var blevet håndteret lidt hårdt (sådan er det vist).

Det betød desværre, at jeg på live-tv pludselig stod og havde problemer med at stanse de samme dies ud...DET var træls (for at sige det på jysk).

Alle de udstansede ringe, firkanter osv. havde jeg nemlig uden problemer stanset ud på samme maskine herhjemme, da jeg lavede alle modellerne til udsendelsen. Men rysteturene må have gjort ét eller andet ved maskinen, så presset ikke længere var det samme...

SÅ,- den ene årsag til den dårlige udstansning KAN være, at presset i din BigShot ikke er så kraftigt (du kan justere presset på maskinen vha de skruer, der er i bunden af maskinen). Jeg har ikke selv prøvet at justere, men det var rådet fra grossisten.

Du kan evt. bruge en metalplade at lægge under eller nogle ekstra stykker karton.
Hvis der stadig er områder, som ikke stanses ordentligt ud efter at have lagt en metalplade under, kan du under det drilske område lægge et stykke ekstra karton.
- Grossisten foreslog endvidere at skære direkte ned i metalpladen (hvilken jeg altid har haft under mine skæreplader).

Den anden årsag er, at dine plader kan være for slidte - det kan du bedre vurdere end jeg kan.
Til alle detaljerede dies (doilies og disse tynde rammer) gælder det, at skærepladen ikke må være for slidt. Et fint 'kunde-til-kunde' råd jeg så på Facebook var, at man skulle betragte sine skæreplader som en savklinge. Når savklingen er ved at være slidt, skærer den heller ikke pænt. Det samme er gældende for skærepladerne, som heller ikke er optimale, når de er godt brugte.

Den tredje årsag kan være, at det anvendte karton er for groft (ikke nødvendigvis for tykt, men med for grove fibre). Genbrugskarton og kraft karton er derfor ikke gode emner at stanse ud i med detaljerede dies. Prøv at anvende forskellige typer karton, hvis du ikke allerede har prøvet det.

Husk at dreje die’en en kvart omgang imellem hver ‘gennemkørsel’ i stansemaskinen. Det gælder for alle detaljerede dies. Kør die'en igennem og kør den tilbage igen uden at løfte plader mv. fra stansemaskinen. Derved undgår du, at die'en løfter sig fra papiret og dermed flytter sig og skærer et nyt sted.

I stedet for at placere die og karton på skærepladens midte, så placér den på skift i skærepladernes 4 hjørner, hvor presset mange gange er større end midt på.

De to råd, der virkede for mig, da jeg stod i England og skulle gøre klar til optagelse 2 nogle timer senere var: At skære direkte ned i metalpladen i stedet for at have den under min skæreplade OG at placere die og karton i hjørnerne af min skæreplade imellem hver gennemkørsel.

Metalplade dies med skum driller mig ikke længere
Die'en med de fine mistelten drillede mig også. Af én eller anden grund er jeg ikke gode venner med Vintage dies fra Joy (altså de brune metalplade-dies med skum). Men jeg kan rigtig godt li' deres motiver :). Det er endnu ikke lykkes mig at få pæne udstansninger med den slags dies. Men jeg skal altid lige prøve, om jeg kan denne her gang ;-). Så løsningen for mig er altid at pille skummet af. Så spritter jeg metalpladen af for evt. limrester...Og voila! Så har jeg hver gang flotte udstansninger, som jeg nemt får ud med en nål eller lignende værktøj til dies.


Jeg håber ovenstående råd giver dig modet til at kaste dig over drilagtige dies og dermed får glæden ved at bruge dem på forskellige projekter.

Herunder et par billeder af dagens kort. Det ska jo ikke bare være 'snak' ;-)



Materialeliste
Kortbase
15x15cm. blok med smukke motiver
Kvadratisk die med dobbelt hulmønster
Ramme die (flere lander imorgen)
Mistelten die
Mellemblåt Linnen karton
Gammelrosa Linnen karton
Nuvo Drops
Hampesnøre
Flydende lim
Dobbeltklæbende tape

Og SÅ til vinderen af 'Soul Mate' pakken...
Stort tillykke til Annette Vesth, som jeg kontakter lige om lidt, så pakken kan blive sendt i hendes retning i næste uge.
1000 TAK til alle jer, der deltog i konkurrencen (se mere nederst i dette indlæg). Dejligt med så god en respons, og SÅ hyggeligt at læse, hvad I laver. Det er absolut ikke sidste gang, jeg laver en tilsvarende lille leg :).

Indlægget denne gang har været LAAAAAANGT - Så 1000 tak for at du har holdt ved helt til slutningen hér ;-).
Jeg håber, der har været både inspiration og brugbare tips.

Med ønsket om en rigtig dejlig søndag.
Kærlig hilsen Anette


Kommentarer

  1. Annette Holger Haarby11. august 2019 kl. 16.37

    Tak for dine fine dies og alt din inspiration.
    Ødelægger det ikke vores dies at skære direkte ned i metalplader...., personlige vil jeg foretrække at lægge den under eller bruge tippet med at flytte den ud i hjørnet og så køre den igennem et par gange. Mvh Annette

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme Annette :)
      Lige netop det med metalpladen, hvor man skærer ned i den, så er det også altid DET jeg har frarådet. Netop af samme årsag, som du selv nævner. Men jeg er løbende stødt på flere, der altid har gjort det. Og da grossisten sagde, at "...Det er da DET, man gør..." og fandt det på én af producenternes produkter, hoppede jeg med på den. Og det virkede. Hvis jeg lige finder det, laver jeg en tilføjelse til mit svar her og kopierer ind.
      Kh. Anette :)

      Slet
    2. Hej igen :) Jeg fandt lige denne YouTube video fra Elizabeth Crafts Design, hvor de netop skærer direkte i metalpladen: https://www.youtube.com/watch?v=5psat8nXLms

      Slet
  2. Jeg skærer altid i metal pladen den kan tåle det og mener at jeg har set det i en intro fra Crafters companion med Geminien

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lotte - Min tvivl har ikke været så meget, om selve metalpladen kunne klare mosten. Det var mere bekymringen, om jeg mon ødelagde mine dies ved at skære direkte i metalpladen. Men da jeg kan forstå, at flere har gjort et i adskillelige år (og nogle mærker ligefrem anbefaler denne metode), så vil jeg gøre det igen. Kh. Anette :)

      Slet
  3. Jeg skærer ned i den sorte sizzix plade jeg har og bruger derfor kun en akrylplade af gangen, den kan dog ikke bruges til foldaway sizzix big shot og når jeg skal skære simple and basic dies og få andre dies er jeg nødt til at bruge 2 akrylplader for at det skære rigtigt igennem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Pia - 1000 TAK for tip.
      Nu bliver jeg lidt nysgerrig...Er det generelt med Simple and basic dies, at du skal bruge 2 akrylplader? Eller er det bare dem med de helt tynde rammer?
      Kh. Anette :)

      Slet

Send en kommentar

TAK fordi du læser med.
Jeg bliver altid glad for en kommentar - det er så dejligt motiverende.
Det er ikke sikkert, jeg får svaret. Men du kan være helt sikker på, at jeg værdsætter det.